Helle Dolleris: Min ven, Kanelsneglen

 

Sidder i mit køkken med en dejlig kop te, en kanelsnegl og et sladderblad, som jeg har hugget nede i fællesvaskeriet. Uh ha, det skal blive godt. Jeg er tosset med kanelsnegle, og så meget feder de vel heller ikke? Og desuden kvitter jeg også min nye vane med formiddagskage i morgen eller i hvert fald i overmorgen - eller dagen derefter. Jeg tager en bid af sneglen og begynder at bladre igennem sladderbladet. Alt ånder fred. Mmmmmmm!

Men så pludselig falder mit blik på et foto af Anders Lund Madsen i sølvboksershorts og bar overkrop. Nu slank og med muskler. Hvad sker der? Jeg begynder at læse teksten til fotoet, noget med boot camp og Ibens Hjejles sixpack. Hvad hulan er det nu? Anders har åbenbart været på Arndals boot camp og tabt sig urimeligt meget. Jeg kigger ned på min kanelsnegl og videre ned på min mave eller, nå ja, maver og så igen på fotoet af Anders. Og tænker, hvis han kan så kan jeg fandeme også.

Det er nu eller aldrig. Her er muligheden for at få hjælp, her er muligheden for endelig at blive, sund, stærk og slank. Jeg griber mobilen og ringer til Arndal. Nu skal det være lige nu. ”Desværre Helle, der er ikke flere pladser på nogen af holdene før om et år”, lyder svaret i den anden ende. Mærkelig nok bliver jeg lettet og siger sådan lidt kækt: ”Nå øv da, det var godt nok ærgerligt. Men ring hvis I får et afbud”.

Jeg lægger på og er ret tilfreds med mig selv. Jeg tog da et initiativ, og jeg kan da ikke gøre for at der ikke er plads på holdene før om et år. Så jeg spiser resten af kanelsneglen og tænker, at jeg tager  mig sammen om et år. Og hvor vidunderligt er det ikke også, at kunne beholde sin ven, Kagen, et helt år mere? Det er perfekt.

Skulle man smutte ind og tage sine joggingbukser på, for de her jeans strammer  lidt rigeligt. Jeg er sgu også lidt træt. Tror, jeg nupper mig en lur.