Helle Dolleris: Hvorfor tog jeg den mobil

Godt jeg bor på 1. sal, tænker jeg, mens jeg slæber mig op ad trapperne med min indkøbspose. Pyha, støn og prust. Gad vide, hvordan det skal gå, når jeg er blevet 60? Nå, så må man bare håbe, at der er blevet en stuelejlighed ledig til den tid. Endelig står jeg foran min hoveddør, gasblå i hovedet med vejrtrækningsproblemer. Jeg får mig låst ind, smækker døren, smider posen på gulvet og falder sammen i en stol.

Mobilen ringer. ”Hej, det er Maria fra Arndal. Jeg vil bare sige, at der er blevet en ledig plads på det hold, der lige er startet. Er det ikke fantastisk, og du skal starte i morgen kl.9 hos Lotte, hvor du vil få lavet din starttest.” Jeg takker lettere forfjamsket ja til det overraskende tilbud og lægger på. Hvad skete der lige der? Jeg sidder og stirrer tomt ud i luften, jeg tror faktisk, at jeg er gået chok.

Og så... hvad fanden bilder de sig ind, at ringe mig op på den måde og fortælle mig, at jeg skal starte på boot camp dagen efter? Det mindste var da, at man lige fik en uges tid eller to til at vende sig til tanken. Jeg mener, det er jo ikke bare lige sådan, at springe ud som helsefreak. Og hvad vil mine venner og familie ikke også tænke, når jeg sådan skal til at gå op i mig selv? Skal jeg nu isolere mig totalt? Det bliver jeg da nødt til, for man kan jo ikke leve et normalt liv, når man sådan er på boot camp.

Nej, det går ikke, jeg må ringe tilbage og sige, at det hele gik lidt stærkt, og at jeg ikke fik kigget i min kalender, og at jeg desværre ikke kan i morgen. Tror heller ikke, jeg kan klare det. 3 måneder på boot camp. Hvad er det dog, jeg har viklet mig ind i? Jeg må ud, jeg må væk, åh, hvad gør jeg. HJÆLP!!!!!!

Hvorfor tog jeg også den mobil?