Camilla Østergaard: Sådan overbeviste jeg mig selv om at gå i gang

Inden min beslutning om at springe på det 12 uger lange forløb tænkte jeg mest:

”Jamen, det har jeg da ikke brug for hjælp til…, det er da bare…”

”Når man har fået 3 børn, så ser man sådan ud!”

”Det er også alderen… Jeg må bare acceptere, at jeg ikke længere er 18!”

Jeg ventede og ventede – helt på hvad ved jeg ikke! Måske på grund af de mange penge som en Boot Camp koster. Måske fordi en Boot Camp gav mig for mange associationer til diverse tv-dokumentarprogrammer for overvægtige. Programmer jeg har set adskillelige af - vel og mærke mens jeg har spist en skål slik og en plade chokolade - men programmer jeg ikke har kunnet spejle mig i.

Umiddelbart har jeg altid tænkt, at sådan noget med at komme i god form det kunne jeg da nemt klare selv. Jeg ved jo godt, hvad der er sundt, og jeg ved jo godt, at det også er nødvendigt at motionere. Sagen var bare, at jeg hverken spiste sundt eller motionerede noget nævneværdigt – Det var bare svært at indse, og jeg kom ingen vegne. Undskyldningerne om børnefødsler og alderen fik mig til at forholde mig passiv.

Heldigvis var der også noget der pegede i en anden retning. Min veninde var lige blevet 40 og var højgravid med sit tredje barn – og hun lignede på inden måde mig – hun er lækker, veltrænet med flad mave (altså, når hun ikke er højgravid) og tynde arme. Men spørgsmålet var bare, om hun var et unikum – det helt særlige, som vi andre dødelige aldrig kommer til at ligne. Jeg blev i hvert fald nysgerrig og mente, at jeg fortjente at give min krop en chance – en Boot Camp chance.

Samtidig befandt jeg mig i en tilstand, hvor jeg var yderst utilfreds med mig selv – jeg hadede, hvad jeg så i spejlet og ønskede ikke at være med på familiebillederne, det var jo ikke mig, eller sådan som jeg ønskede, at se mig selv. Jeg var flov over mig selv, så flov, at jeg ikke bare kunne se mig selv i øjnene, men også andre, der kendte mig fra ”gamle dage”. Så godt pakket ind i diverse striksjaler og andre store gevandter, som skulle skjule mig, sad hver aften med diverse poser slik og hyggede – mit energiniveau var lavt, mit humør var dårligt, min krop i forfald… men der var en løsning, og jeg var klar…