Stærke muskler og knogler forbedrer din forbrædning nr. 4

Din forbrænding, også kaldet dit energiforbrug, kan deles op i dit basalstofskifte og dit arbejdsstofskifte. Basalstofskiftet er et udtryk for, hvor meget energi du omsætter i hvile. Basalstofskiftet svarer til den mængde brændstof, en bil har brug for i tomgang. Arbejdsstofskiftet er det brændstof, bilen har brug for, når den kører. Det svarer til det, du forbrænder under aktivitet.

Tilsammen udgør basal- og arbejdsstofskiftet din samlede energiomsætning.

Din alder påvirker dit basalstofskifte med et estimeret fald på ca. 1-2 procent hvert 10. år fra 20-års alderen. En del af dette fald skyldes, at din muskelmasse bliver mindre. Men ved at træne kan du modarbejde kroppens biologiske degeneration og aldringstegn. Især styrketræning har vist sig at være en vældig god træningsform, når det gælder to overordnede ting i forhold til dit basalstofskifte, nemlig at vedligeholde din muskelmasse og forbedre din knogletæthed.

Dit basalstofskifte bestemmes i høj grad af din vægt, så et fald i fedt- og muskelmassen vil betyde et lavere stofskifte. Ligesom hvis en bil pludselig vejer mindre. Så skal der en mindre motor til for at køre og dermed mindre brændstof.

Et højt basalstofskifte svarer således til en stor motor i en bil. Jo større motor, jo mere benzin har den behov for. Relateret til et menneske gælder det altså overordnet, at jo større man er, jo mere energi har man brug for. En større og tungere krop kræver en større motor og har dermed et større brændstofforbrug.

Du skal ikke være en Terminator, men muskler er godt for dig, når du vil holde din krop ung og undgå den naturlige degenerering, vi alle gennemgår, allerede fra vi er i 20’erne. Muskler er det nye sort, når vi ønsker at holde os unge.

Kategorier

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!