Træn dig yngre nr. 2

Allerede efter din første træningstime er du i gang med at træne din krop 10 år yngre. De foryngende processer går nemlig i gang, så snart du begynder at træne, og efter et par uger kan du mærke en forskel, fra da du begyndte. Forbedringer som fornyelse af celler, stabil hormonbalance og bedre enzymproduktion kan du ikke se med det blotte øje, men de synlige forskelle træder frem allerede efter et par måneder. Og så får du blandt andet en strammere bagdel, en fladere mave, fastere lår og arme, en slankere talje og en flottere holdning.

Uanset hvor gammel du er, kan træning bevare og forbedre din fysiske form gennem hele dit liv. Og med en trænet krop vil du se yngre ud, hvilket gør træning til den bedste livseliksir. Kroppen bliver stærkere af at træne, og med en stærk krop vil du have energi og overskud til at leve det liv, du ønsker.

Det er muligt at komme i fysisk form, som da du var i 20’erne, også selv om du for længst har passeret de 20. Og med den rette træning kan du holde din krop og form ved lige hele livet og endda løbe en maraton som 70-årig, hvis det er målet. Men mit vigtigste budskab til dig er, at du selv efter mange år med for lidt træning og fysisk bevægelse kan vende tilbage til en form, hvor du er 10 år yngre, end du er på papiret.

Kategorier

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!